Martin var en helt almindelig dreng – eller det troede han i hvert fald selv. Han boede i en lille by tæt på skoven, hvor han elskede at bruge sine eftermiddage på at bygge huler og udforske de smalle stier mellem træerne. Hans bedste ven, Tobias, var altid med, og sammen drømte de om store eventyr.
En dag, mens de var på vej hjem fra skolen, opdagede Martin noget mærkeligt. En gammel mand med en lang frakke stod ved skovbrynet og vinkede til ham. Tobias så det ikke, men Martin følte en mærkelig trang til at gå nærmere.
“Martin,” sagde manden lavmælt, da han kom tættere på. “Du er ikke helt almindelig, vel?”
Martin rynkede panden. “Hvad mener du?” spurgte han.
Manden smilede skævt. “Du har sikkert mærket det. Ting sker omkring dig. Ting, du ikke kan forklare.”
Martin tænkte tilbage. Der var de gange, hvor han havde fundet ting, der var blevet væk – som om de kaldte på ham. Og så var der den dag, hvor han snublede, men aldrig ramte jorden. Som om noget usynligt havde holdt ham oppe.
“Jeg… jeg ved ikke, hvad du mener,” sagde han, men hans stemme rystede lidt.
Manden nikkede. “Det er på tide, du finder ud af det. Kom og find mig i skoven i aften, hvis du tør.”
Så vendte han sig om og forsvandt ind mellem træerne.
Martin stod tilbage med hjertet hamrende i brystet. Han vidste, at han burde lade det ligge, men noget i ham – noget, han ikke helt forstod – trak ham mod skoven.
Da mørket faldt på, listede han sig ud af huset. Tobias ville have sagt, det var en dum idé, men Martin var nysgerrig. Han gik ind i skoven, hvor alt var dækket af en blålig skær fra månen. Han havde ikke gået langt, før han hørte en svag lyd. Det lød som en hvisken, der kom fra jorden selv.
“Martin,” sagde stemmen igen. “Du er udvalgt.”
Han frøs. Udvalgt til hvad?
Kommentarer er lukket, men trackbacks og pingbacks er åbne.